28 juni 2007

Wiki wiki

Så er det vist på tide jeg også lige får blogget lidt om de der wikis. Wiki wiki betyder "hurtig" på hawaiiansk, og det passer jo meget godt med, at wikis generelt er et hurtigt værktøj at arbejde med. Selv har jeg lavet et par ændringer hist og pist på Wikipedia. Men jeg har også oprettet en enkelt artikel helt fra bunden om hunderacen breton, som er sådan en hund jeg selv har. Artiklen kan ses her – og til billedet, som jeg har lagt på, har jeg haft gavn af at bruge en Creative Commons licens.

Derudover har jeg været ved at lægge nogle artikler fra Århus Leksikon på Wikipedia, som et forsøg vi prøver i Fag1 for at synliggøre de gode ressourcer, der findes om Århus. I øjeblikket ligger der en artikel om Immervad og Smilets by. Snart kommer der flere på. Endvidere vil vi prøve at lave vores egen Århuswiki, den kan du se her.

25 juni 2007

Flickr

Når det kommer til at dele – kommer der altid så vældig mange holdninger på bordet… Hvor meget vil man dele, og hvem vil man overhovedet dele med? Ja, sådan er det også med en billeddelingstjeneste som Flickr.

Jeg vil gerne dele nogle af mine billeder - i hvert fald dem med udsigter, ting og dyr :o) Det viser billedet her vel egentlig meget godt – min kære hund nyder nemlig tilsyneladende vores udsigt lige så meget, som vi selv gør. Du kan se min Flickr-konto her.

Jeg synes, Flickr virker godt og med muligheden for at tagge billeder og søge efter billeder med samme tags, kan man hurtigt finde lidt af hvert. Og med Creative Commons er der gode muligheder for at bruge andres billeder, og det har vi jo så tit brug for f.eks. til Infogalleri.

10 juni 2007

Library Thing – hot eller not?

Library Thing er helt sikkert en ting, man kan diskutere, hvorvidt det er hot eller not. Enten synes man, det er sjovt, eller også synes man sikkert, det er spild af tid. Jeg vil nu bekende kulør og afsløre, at jeg synes Library Thing er hot :o)

Jeg kan godt se, det måske ikke har noget super seriøst formål, men jeg synes, det er rigtig sjovt! Nu har jeg i mange år noteret, hvilke bøger jeg har læst i en lille lommebog – og her er Library Thing en virkelig god afløser, for der er så mange flere muligheder! Man hvad er der sjovt ved det? Jo, det er da sjovt at huske, hvad man har læst gennem årene! Jeg synes også, det er sjovt at se, hvor mange der har de samme bøger som mig på Library Thing. Hvis jeg finder en, der har flere af de samme som mig, så kan det jo nemt tænkes, at jeg kan finde inspiration til videre læsning.

02 juni 2007

Del.icio.us

Så har det været del.icio.us uge på HB. For mit eget vedkommende har det været ”del.icio.us år”, da jeg efterhånden har brugt del.icio.us et års tid, eller hvad det nu bliver til. Jeg har hørt nogen spørge: ”Hvad er det nu lige, der er særligt smart ved del.icio.us? Vi har jo lige lagt de gode sider, vi vil følge med i på Google Reader og Google Homepage”.


For mig er del.icio.us et helt andet redskab. Jeg bruger Google Reader og Google Homepage til at følge med på de dynamiske sider, som jeg synes er interessante - altså dem der ofte bliver opdateret. Del.icio.us bruger jeg til at holde styr på mere statiske sider, som ikke er interessant at have på Google Reader eller Google Homepage, fordi de ikke bliver opdateret særlig tit, men som alligevel rummer mange gode ressourcer. Når jeg lige finder en spændende siden på nettet, jeg gerne vil udforske, men ikke har lige har tid her og nu, så gemmer jeg den på del.icio.us i håbet om, at jeg en dag får tid til at udforske den i ro og mag :o)

Jeg synes, funktionen med at netværke via del.icio.us er en inspirerende måde at finde gode websider på. Så kan jeg jo lige tjekke, hvad dem i mit netværk, som har samme interesser som mig gemmer på.